Nye billeder

Hej,

der er efterhånden en del mennesker, der har efterlyst nye billeder, så nu vil jeg lægge et par stykker ind. Status er, at vi har det rigtig godt alle sammen. Samuels mave er i topform nu efter at vi har droppet mælken og humøret er højt, selv de par dage, hvor 2 nye tænder drillede. Vi andre har det også godt, men kan også godt mærke, at renovering af entréen samt lidt maling af køkkenet så tæt på jul måske godt kan give lidt ekstra juletravlhed - men man skal jo udnytte håndværkerfradraget :-)
Nu glæder vi os til at få normaliseret huset og så holde en rigtig dejlig jul samt juleferie. Træet er hentet og Samuel er meget optaget af det ude i haven - han gør nok ret store øjne, når det kommer op inde i stuen. Mange folk spørger, hvad Samuel siger til sneen. Ja, hvad skal man sige? Sneen er lige så uvant og mærkelig som alt muligt andet her i Danmark. Han kigger og kigger, men tager det hele med ophøjet ro - og elsker at komme ud - med eller uden sne :-).

adoptionens gave

Som så mange andre, så vi også udsendelsen "adoptionens pris" mandag aften. Det var utrolig sørgeligt - en historie med en masse tabere og ingen vindere. Vi har umådelig ondt af alle parterne og håber, at fremtiden kan hele bare nogle af deres sår.
Samtidig sidder vi dog også med en lykkelig følelse af, at det slet ikke ligner vores adoptionshistorie. Vi kan hverken genkende processen eller reaktionerne, gudskelov. Først og fremmest er vi meget taknemmelige over, at Burkina Faso vælger at have en så langsom proces, hvor der lægges stor vægt på alle retspapirerne, på retsprocesserne osv. Det giver en stor tryghed, selvom det var hårdt at vente de næsten 6 måneder efter vi havde fået ham i forslag. Dernæst er vi taknemmelige over den tilknytning vi føler til og fra Samuel. Selvfølgelig kan man ikke sige, at han ikke også har nogle sår, der skal heles. Ingen børn vælger adoption som første prioritet - alle børn vil helst blive hos den mor, der har født dem og faderen, der hører til - og det skal man naturligvis ikke lukke øjnene for. Men der er jo samtidig heller ingen forældre, der vælger adoption som første prioritet, så på det punkt kan vi jo følges ad. Og jeg føler egentligt, at vi følges meget godt med Samuel i den proces, der hedder at gøre plan B til plan A. For os er det faktisk plan A nu. Det føles helt rigtigt, at han er vores barn, og når han ligger om aftenen og klukgriner i sengen, virker det, som om han vil sige: "den her plan er nu heller ikke helt tosset for mig :-)", og det er jo bare fedt. Man kan så også tilføje, at Samuel på sin vis kom fra plan C, idet han jo har boet på børnehjem stort set hele sit liv.
For os har adoptionen ganske enkelt været en gave, og det har det også været for Anna. Selvom hun indimellem kan være irriteret over, at han "larmer" og bare "fylder" for meget, er det småting i forhold til den identitet, han har givet hende. Hun er blevet storesøster! og det er der ingen, der kan tage fra hende. Hun elsker den identitet og hun elsker Samuel lige så højt som os. Hun siger mange gange om dagen: "prøv lige at se, momo, han er bare så nuttet", og det er  han jo.

Malaria

Jeg vil starte med at sige, at vi alle fire stadig har det godt. Vi har været heldige med vores kærlige, nysgerrige og glade dreng med mod på livet. Og Anna klarer det fortsat godt at være storesøster - hun er meget glad for ham.
I går var dog en af de hårdere dage. Da Samuel havde haft lidt feber (kun omkring 38) i 24 timer uden synlig grund, kom jeg pludselig i tanke om, at man skulle kontakte lægen ved uforklarlig feber de første 3 måneder efter hjemkomsten (det havde jeg læst et sted på nettet).  Det gjorde jeg og pludselig røg vi både til egen læge og videre til børnemodtagelsen på Roskilde Sygehus. Heldigvis hentede vi først Anna i SFO´en og tog hende med, for det skulle vise sig at blive en langtrukken affære.
Det meste af tiden gik med at vente, men vi brugte også megen tid på at udfylde papirer og fortælle den samme (i vores øjne harmløse) historie flere gange. Samuel havde lidt feber, men virkede frisk og rask. De tog det dog meget alvorligt og efter nogle undersøgelser ville de gerne tage blodprøver, både nogen i armen og nogen i fingeren.
Dem i armen mislykkedes for begge laboranter (der var ingen blod at få fat i den tynde arm), så derfor måtte de pumpe det hele ud igennem fingeren. 3 gange blev han stukket i den lille finger, før de havde nok!
Det var forfærdeligt. Jeg sad med en dreng, der bare skreg og skreg og skreg, og det føltes helt forkert at udsætte ham for det. Søren var heldigvis gået med Anna ned i en legestuen ned af gangen, men selv der kunne de høre hans hjerteskærende skrig, så det havde også været hårdt for dem.
Det værste var dog, at de havde sagt, at malaria kræver 3 blodprøver over 3 dage - det kunne vi slet ikke overskue.
I går aftes kl. 20.00, da vi var kommet hjem, fik vi så svar, og der var hverken malaria eller noget som helst andet. Jeg spurgte derfor lægen, om vi mon ikke kunne droppe de næste 2 prøver, hvis hans feber nu gik væk, og hun sagde jooo, da hun også godt kunne se, at det var forfærdeligt at udsætte ham for det 2 gange mere - især når man tænker på, at tilknytningen jo lige går så fantastisk.
I dag blev vi så ringet op af en anden børnelæge med speciale i adoption, og hun sagde, at vi godt kunne slippe i dag, men kun hvis feberen er væk (det er den!), og at vi fra nu af har et "wild card" til sygehuset. Vi skal komme med ham, hvis han får feber..... hver gang!
Jeg må nok sige, at det gør, at vi desværre tænker lidt mere hysterisk omkring det med kontakt med andre mennesker. I denne tid render man jo ind i virusser hele tiden, og hans krop har ikke noget beredskab til at modstå de danske vira og bakterier - ergo får han måske let feber og så skal vi igennem maleria-møllen igen. Øv øv.
Vi undrer os meget over, at vi ikke er blevet orienteret om dette på forhånd. Så var vi nok ikke alle sammen taget til julearrangementet i Annas klasse i fredags, selvom det var rigtigt hyggeligt.
Vi glæder os naturligvis over, at han ikke er syg - og det tror vi heller ikke, han bliver. Det værste er at skulle udsætte ham for disse prøver, når man ellers gør alt for at overbevise ham om, at han får et dejligt og godt liv her hos os i Danmark.

Den første uge hjemme

Nu har vi været hjemme i 10 dage, og det er alt i alt gået over al forventning. Samuel er faldet godt til og viser det meste af tiden det samme gode humør, som vi så i Ouagadougou. Han har døjet lidt med maven - eller måske er det mest os, der har døjet med den, fordi der har været så meget tynd mave :-) Selv tager han det fint, selvom vi et par gange godt har kunnet mærke, at det driller ham. Maven er også stadig meget udspilet, så vi overvejer at foretage en eller to kostændringer: vi er allerede begyndt at skære ned på mælken (flaske), da en del børn fra andre verdensdele lider af laktoseintolerans og da vi for næsten 3 uger siden satte hans daglige mælke-dosis betragteligt op (måske med den tynde mave til følge). Dernæst tænker vi meget i fibre - måske har han fået lidt for mange fibre efter at han kom til Danmark. Den danske fiber-revolution gør jo, at man næsten ikke kan finde mad uden fibre.
Det vigtigste er dog, at vi har fået undersøgt afføringen og ved, at der ikke er tale om parasitter, orm eller lign. Det var en ret stor oplevelse for Anna, at vi sendte hans lort med posten.
I dag havde vi besøg af kommunenas sundhedsplejerske med speciale i adoptivbørn. Det var et rigtigt dejligt besøg og vi fik ham bl.a. målt og vejet. Han er nu 76 cm og vejer 7,8 kg :-) Hun synes også, maven var meget stor og opfordrede til, at vi tog en yderligere snak med lægen på tirsdag, hvor vi skal til den første konsultation.
Anna, Søren og jeg har det godt. Anna har været mega-glad for at se alle sine venner igen og komme i skole igen. Det har bare været super. Derudover betyder det rigtig meget for hende at vise Samuel frem, så det har hun fået lov til i små bidder (veninder har kunnet se ham i entréen eller en enkelt gang på skolen). Selvom hun er vild med ham, skal hun dog også vænne sig til, at han også fylder i familien. Han er ikke speciel besværlig, men har selvfølgelig siddet mere på arm her efter hjemkomsten end han gjorde i Burkina Faso. Alt er jo nyt for ham, så han vil helst være tæt på enten Søren eller mig. Det er nu meget forståeligt - vi har jo et stort hus, hvor man hurtigt kan miste orienteringen :-) Men Anna klarer det alt i alt meget fint og de to kan grine så meget sammen, at Samuel falder om af grin - mange gange.

Ude godt, men hjemme bedst

I går kom vi hjem til Danmark. Det var fantastisk at komme ud i lufthavnen i København og se så mange glade ansigter med flag og gaver! Vi blev modtaget af mormor og morfar, moster Dorthe, Pauli og Rebekka samt af Dorthe, Andreas og Sebastian. Trætheden efter den lange tur forsvandt som dug for solen og vi nød at drikke en kop kaffe med dem alle i lufthavnen inden vi skulle hjem til Vemmedrup. Andreas kørte os hjem, hvor der ventede endnu en dejlig overraskelse. Dorthe og Andreas havde pyntet op med flag og balloner samt købt lidt start- mad. TAK for det,
Nu er vi så herhjemme. Det er fantastisk for Søren, Anna og mig, men skræmmende for Samuel. Han kigger meget rundt omkring og vil helst være på arm. Det får han selvfølgelig lov til, og i dag har vi også set mange smil. Han har også været klatret hele 3 meter væk, så trygheden kommer lige så langsomt :-)
Anna slap for skole i dag, men ville gerne i SFO, så hun "havde fundet ud af, hvor hun er.", som hun sagde. I morgen skal hun både i skole og SFO. Hun glæder sig rigtig meget. Hun er vokset meget, både fysisk og psykisk. Det er dejligt at se.

Happy days

Indkøb i BF

Jeg vil prøve at fortælle lidt om indkøb i Burkina Faso.
En almindelig indkøbstur foregår ved, at Moussa kommer med en taxi, som kører os helt hen til hoveddøren til det vestlige supermarked Medina Market. Her står der folk parate til at låse din taske ind og åbne døren for dig.Når man så har købt nogle både kendte og ukendte madvarer til håbløst høje vestlige priser ( man tænker på intershops i det tidligere DDR), bliver alt pakket ind og båret ud til bilen af andre end en selv! Man kan også gå,
men de fleste gange er det rarest at køre med de mange vandflasker i varmen, og så undgår man også de utallige handlende, der vil sælge alt muligt, især bananer og taletidskort.
I ouahigouya var Søren ude at handle
en enkelt gang med moussa. De skulle købe mad og mælkepulver til børnehjemmet og, viste det sig, en ged til Moussas mor. Dagen efter var det nemlig helligdag og Moussa ville som ældste søn glæde sin mor med en levende ged. Af den grund kom Søren, Arne og moussa på et gedemarked uden lige. Her var udtrykkets oprindelse tydelig! Men Moussa fik sin ged, og til Maja og Arnes store lettelse (de havde bedst plads i bilen) kom den med en bus til Ouagadougou, bundt fast ovenpå bussen. Geden kostede 65.000 cfa, cirka 700 kroner og
Smagte ganske udmærket :-)

Et pas til Samuel

I dag kom Kalifa forbi med et burkinsk pas til Samuel. Og senere i dag skal vi på den danske ambassade for at få et provisorisk dansk pas til ham. Det burkinske pas skal han bruge til at komme ud af Burkina Faso, det danske pas skal han bruge til at komme ind i Frankrig og Danmark. Det er fantastisk, at denne lille dreng, der starter sit liv med at veje 2,2 kg og være en dreng, der græde meget, hvis plejerne ikke bar ham på armen, nu er en - ikke stor- men i hvert fald stærk dreng med eget pas, der giver ham mulighed for at få et helt andet liv i Danmark. Vi er ikke naive og tror, at det bare bliver fryd og gammen for ham i Danmark ( han kommer til at møde mange udfordringer), men vi er sikre på, at dette alligevel er en chance for ham.
Alene i Ouagadougou bor der ca 5000 børn på gaden, uden nogen til at tage sig af dem. Det er forfærdeligt at tænke på. Her på hotellet har vi talt med nogle folk fra UNICEF, og uden at reklamere særligt for lige denne organiasation, er jeg overbevist om, at de yder en vigtig indsats for bare nogle af disse af børn.

På ambassaden

Som i kan læse i det næste indlæg, som jeg skriver fra ipaden, var vi på den danske ambassade i dag for at få lavet et provisorisk dansk pas til Samuel. På billedet er vi til kaffe på ambassaden. Samuel sidder hos Kalifa
, Anna står ved siden af.

På besøg hos Else

Klokken er 10 onsdag formiddag. Anna er taget i en Nationalpark med farmor og farfar for at se vilde dyr, Søren og Samuel sover, og jeg har sat mig ud til poolen for at prøve at nyde varmen inden vi skal hjem på søndag. Selvom jeg sidder i skyggen, overvejer jeg dog snart at finde et rum med air condition i stedet for.
I går var det også varmt! Men det var også en fin dag, hvor vi tog på besøg hos en dansk kvinde, Else, der har oprettet et slags andelsselskab i en nærliggende landsby. I selskabet er der flere forskellige værksteder med hver deres leder og medlemmer.  De væver og syr smukke klæder, de laver ting i træ, de har deres egen restaurant og økologiske køkkenhave, og medlemmerne modtager selv alt overskud. Else er en fantastisk dame. da hun gik på pension fra sit arbejde ved Røde Kors, købte hun dette stykke jord og startede så langsomt op med i første omgang at bygge hus og det første værksted. I dag er hun 78 år og bor stadig hernede halvdelen af året ( oktober til marts). Farmor Maja havde nogle af sine smukke tasker med, lavet af genbrugsmaterialer, til inspiration for damerne. det vakte stor glæde, så måske begynder de nu at lave tasker med klipsene fra sodavands- og øldåser. Hvis i vil vide mere om Elses projekt, Kologh Naba, kan i Google Else og Burkina Faso.
det var et skønt besøg med noget fantastisk mad, men det var også varmt! Søren, Anna og farfar havde startet dagen med et spændende besøg på en skole, så vi kom lidt sent afsted, lige i middagsvarmen. Samuel var for første gang lidt sur- vi kan se, at der er kommet en tand - så Søren eller jeg bar rundt på ham og prøvede at underholde ham hele tiden, lidt varmt og anstrengende, for han vAr samtidig stået op klokken halv fire.
I nat sov han fra 22 til 06 og hans sædvanlige humør er tilbage. Vi har virkelig været heldige med vores børn.

Flyttedag og swimmingpool

I går eftermiddags flyttede vi. Vi havde boet i et lille men pænt dobbeltværelse fra torsdag til søndag, men nu blev suiten ledig, og den havde vi ønsket. Det er bare fedt. Her er to værelser, et lille sort-hvid fjernsyn og sofamøblement i stuen og en noget større dobbeltseng i soveværelset - vi er jo altså fire, der skal være i den nu :-). Derudover kan man lukke af til toilettet, det var dagens bedste nyhed for Søren.

Der er ikke direkte swimmingpool i suiten, men vi bor lige ved siden af både restauranten og swimmingpoolen, så begge dele bliver brugt flittigt. V kan ikke selv lave andet end at koge vand på den medbragte el-kedel ( hurra for den), så vi får os en flot restaurant- regning.

Nå, det var den swimmingpool. Det er bestemt ikke stor og heller ikke børnevenlig, da den er dyb, men det er fantastisk, at den er der. Når lillebror bliver for meget og Anna har alt for megen ubrugt krudt, svømmer hun med farmor og farfar. Hun er blevet rigtig modig og hun og farfar har nogle vilde krokodille lege (hurra for farmor og farfar).
Hvad så med os to halvgamle og Samuel? Ja, det er meget mærkeligt, men ørkendrengen ( Ouahigouya  ligger i Sahel- regionen) elsker vand og er total frygtløs, så de sidste par dage har vi alle svømmet. Det er skønt at blive kølet af :-)

Samuel har stadig et fantastisk humør, bare der er mad og mulighed for at sove, når han pludselig er træt.

En måned om dagen

Da vi mødte Samuel, virkede han som en forsigtig fyr, der mest bare lå på ryggen. Hvis han ikke havde været så lang, kunne man have gættet ham til en 6-8 måneder. Efter et par dage begyndte han at sidde op og gøre ansatser til at kravle, nu var han 9 måneder. Dagen efter kravlede han rundt i pæn fart, nu var han 10 måneder, og nu efter 5 dage hos os med god kost og masser af stimulering rejser han sig op ved alting og begynder at ville gå, motorisk altså omkring 1 år :-). Det er imponerende at være vidne til. Han har også travlt med at efterligne Anna, de laver " High five" og siger "Hej" til hinanden.
Selvom han har været på et kærligt børnehjem, er det lidt som om han har ventet på, at nogen skulle trykke på start- knappen. Vi er taknemmelige for at det blev os, der fik lov at trykke på knappen og være vidne til udviklingen.

Burkinaprinsessen Anna

I eftermiddag havde vi besøg af kalifas datter nadia. Hun lavede de flotte fletninger, som i kan se på billedet. Det gjorde ondt men Anna var tapper og holdt ud :-) Samuel er ved at blive noget mobil . Han kravler afsted og rejser sig op ved alle ting. Derudover snakker han hele tiden. Humøret er højt :-)

I dag er det Annas dag

Som i kan se på gårsdagens billede, er Samuel i et vældig godt humør. Da vi mødte ham sidste søndag (og mandag), græd han hjerteskærende, når han så os. Nu vil han helst lave fis hele tiden. Hans personlige plejer på børnehjemmet havde også sagt til os, at "he is not complicated, he is a good boy", og det får vi lov at se nu. Han nyder i den grad al den opmærksomhed, han kan få, og sover om natten med arme og ben placeret et eller andet sted på sin mor og far, så han ved, hvor vi er, og han sover faktisk godt. Han skulle skiftes kl 23.30, men sov så ellers til kl 06.00, hvor han lå og pludrede.
Ja, skiftes, det skal han. Søren er lige gået ud i Ouagidouga for at finde bleer. han spiser og spiser og så skal der jo også noget ud :-) på børnehjemmet sagde de, at han ikke er så interesseret i mad, men den glæde er blevet vakt.
Han er en fantastisk krumme- finder, hvilket passer rigtig godt til Anna. Jeg glæder mig til at se ham i aktion i DK, når hun spiser riskiks.
Ellers drejer det sig mest om Anna i dag. I går var vi inviteret hjem til Kalifa og Moussa (de fejrede en muslimsk helligdag ) og da lavede vi en aftale med Moussas søster Nadia om, at hun skal komme og flette Annas hår i dag. Det har Anna snakket om lige siden hun så sin veninde Nadia fra Burkinagruppen med disse flotte fletninger. Billede følger senere.
Om Anna kan man også sige, at hun passer sin skole hos farmor og farfar fint. Hun er færdig med alt matematik fra skolen og skal nu til at lave noget dansk. Hun laver også af og til små fine ting i perler sammen med farmor og så er hun naturligvis god til at lege med Samuel. Det er lidt svært at dele mor og far med En lillebror af og til, men han er heldigvis glad for både mig og Søreen ( faktisk er Papa en stor stjerne :-) , så vi finder også tid til Anna.

Samuel, Samuel, Samuel

Ouahigouya

Samuels børnehjem maison Marie naelle ligger i byen Ouahigouya. Vi befinder os 2 1/2 times kørsel nord for hovedstaden Ouagadougou, tæt ved grænsen til Mali. Vores burkinske kontaktpersoner siger, at sikkerheden er god, men har alligevel sendt to "bodyguards" med os. Den ene, oversætteren Moussa, er hos os meget af tiden her på hotellet, og den anden, chaufføren Luc, kører os frem og tilbage til børnehjem og bank og sover i bilen om natten.
Begge er et par søde sjove fyre, som vi er taknemmelige for at have med, for alt er fremmed. Her ser man kvinder med 50 - 100 bananer på hovedet, en mand, der kører med to levende geder på sin lille knallert (en over knæet og en på bagagebæreren) og overalt masser af cyklister og knallerter, som børn og voksne kører med uden hjelm. Den første dag så vi to gange mennesker, der var kørt sammen.

Byen er fuld af handlende kvinder i smukke klæder, af affald i lange baner og træning af militærparader, der sender tankerne til det tidligere DDR. Vores hotelværelse minder også lidt om den tidligere østblok. Det er fint, men spartansk med ødelagte møbler, lysstofrør og meget svigtende mængder af elektricitet og varmt vand, men de holder det så pænt og rent de kan, og sågar swimmingpoolen prøver de at holde fin for vores skyld. I hotelrestauranten har vi fundet ud af, at de laver en god spaghetti bolognaise, så det skal vi have for 4. Gang i dag :-)

Lille Samuel er på besøg igen i dag. Han klarer det rigtig fint. Indimellem er han meget på og undersøger os og alle tingene, så bliver han træt og lukker selv af ved at tage en lur. En fin egenskab. På børnehjemmet siger de, at han ikke spiser ret meget, men her hos os spiser og drikker han hele tiden, så mon ikke det ændrer sig -:-) så kan han også blive lidt større. Han er meget lille. Str. 74 er helt klart det, der passer bedst. Han vil også helst ligge ned, men han har motorikken til at sidde og kravle. Han er bare utrænet og bliver hurtig træt. Ellers er han jo bare utrolig smuk og fin og med en dejlig bestemt karakter. Vil han ikke drikke eller spise, signalerer han tydeligt nej med hånden, og så kan vi ligeså godt stoppe :-) han lader sig ikke manipulere med kiks eller andet. Han har sin egen vilje og passer jo på den måde utrolig godt ind i familien.

Samuel på hotel

I dag har vi fået lov at have Samuel med på hotellet hele dagen og så skal han sove på børnehjemmet i nat. Det er et utroligt dejligt børnehjem med søde børn og voksne, men vi var ved at blive lidt for kendte der, så vi havde efterhånden mange venner, der ville lege med os. Samuel kunne godt lide at de større børn lavede fis, men det tog fokus fra hans store nye opgaver: lær din familie at kende. Så nu er han på hotellet og det er stort, spændende, udfordrende og dejligt. Alle klarer det fint . Han har mest været sur over at vente på mad og over nogle mavekneb. og han er helt tosset med sin storesøster, der klarer sin nye rolle så fint. Ellers kan vi fortælle, at der er pænt varmt, omkring 39 grader, her er meget fattigt, men folk smiler og vi bliver modtaget med glæde og venlighed.

Vi har det alle godt :-)

En kort besked (nettet er elendigt) her fra det nordlige Burkina Faso hvor samuels børnehjem ligger. Vi besøgte ham to gange i går og to gange i dag samt i aften. Han er smuk og dejlig men også meget skeptisk på den gode måde- han er ganske enkelt glad for it dejlige børnehjem og skønne plejere. Men i dag var han også glad for os. Især Anna og han havde fin kontakt. Vi skriver igen senere.

Nu er det nu !

Onsdag, d. 10. oktober fik vi en mail fra Jette, der arbejder for AC Børnehjælp og for tiden er i Burkina Faso for at besøge bl.a. Samuels børnehjem. Hun fortalte, at vi nok kunne komme efter d. 21. oktober! Vi regnede med at skulle rejse i november, så det var en dejlig nyhed, men også lidt forvirrende...
De næste dage blev meget spændende. Så kunne der ikke skaffes de ønskede flybilletter, så kunne vi ikke ankomme til BF pga en helligdag, men fredag d. 12. kl. 10.30 blev det besluttet, at vi skulle komme lørdag d. 20. oktober!

I dag fredag, d. 19.10, kan vi se tilbage på en utrolig travl uge. Både Søren og jeg skulle have færdiggjort vores arbejde samtidig med at der skulle ordnes alle de praktiske ting: visum, indkøb af gaver, indkøb af tøj og legetøj til Samuel, indkøb af det sidste sommertøj, utallige spørgsmål til venner fra burkinagruppen.dk og til Jane fra AC Børnehjælp, men nu er det i morgen, og vi er faktisk ved at være klar :-)

Tusind tak til alle jer, der har hjulpet os i denne uge med lån af babyting, med pasning af Anna, med lån af sommertøj osv.

I nat kl. 03.00 kommer Andreas (han er en helt :-) og henter os for at køre os i lufthavnen. Så flyver vi til Paris, hvor vi har 5 timers ventetid og hvor vi skal mødes med Maja og Arne (farmor og farfar). Vi kunne ikke få pladser på det samme flyv, men det har vi på strækningen fra Paris til Ouagadougou. Vi ankommer i Ouagadougou kl. 18.00 (17.00 lokal tid) og bliver hentet af vores kontaktperson Kalifa. Han følger os til hotellet og kommer helt sikkert til at fortælle os noget om, hvad der skal ske de næste dage.

Vi ved, at der er bestilt hotel i Ouahigouya fra mandag til fredag. Det er den by i det nordlige Burkina Faso, hvor Samuels børnehjem ligger.

Vi vil prøve at holde jer opdateret via denne blog, men vi ved, at internetforbindelsen er meget skiftende, og måske er der slet ikke forbindelse i Ouahigouya. Hvis det er tilfældet, må I vente tålmodigt, til vi er tilbage i hovedstaden.

Vi venter på Samuel

Samuel kom ind i vores liv torsdag, d. 3. maj 2012. Elsebeth var på arbejde og holdt frokostpause, da lærerværelsets telefon ringede. En kollega tog den og fortalte mig, at det var en Jane. Med sommerfugle i maven gik jeg over til telefonen, hvor Jane fra AC Børnehjælp fortalte mig, at vi var blevet forældre til en lille dreng på 9 måneder fra Ouahigouya i det nordlige Burkina Faso.
Hun fortalte en masse mere, som jeg prøvede at koncentrere mig om, men jeg var mest opsat på hurtigst muligt at ringe til Søren, der sad i møde inde i ministeriet. Søren fik dog hurtigt stoppet mødet, da han så, at jeg ringede, og jeg hørte, at han sagde højt til alle kollegaerne: "Jeg er blevet far" :-)

I tiden derefter troede vi hele tiden, at de ville ringe for at sige, at vi skulle afsted for at hente ham. Vi vidste godt, at man normalt ventede 5 - 7 måneder, men det virkede så unaturligt ikke at skulle hente ham lige nu og her, at vi tænkte, at vi nok var en undtagelse.
Det var vi selvfølgelig ikke, så da sommerferien kom, prøvede vi at tænke på noget andet ved at tage på cykelferie til Bornholm. Det var en dejlig tur, hvor vi bl.a. fejrede Samuels fødselsdag d. 2.7. Samuel 1 år :-)

Søren og Anna åbner gaver på Samuels 1 års fødselsdag

I slutningen af sommerferien begyndte vi at finde Annas gamle tremmeseng frem og gøre stuen samt Annas værelse klar til at modtage en 1årig dreng. Det var en hyggelig proces og Anna var meget optaget af det.

Vi glæder os i det hele taget alle sammen rigtig meget. Et par dage før afrejsen sad vi således og snakkede om den kommende jul, og så mente Anna, at hun selv ville skrive sin ønskeseddel i år, for "jeg ønsker mig kun Samuel" :-)