torsdag den 18. oktober 2012

Nu er det nu !

Onsdag, d. 10. oktober fik vi en mail fra Jette, der arbejder for AC Børnehjælp og for tiden er i Burkina Faso for at besøge bl.a. Samuels børnehjem. Hun fortalte, at vi nok kunne komme efter d. 21. oktober! Vi regnede med at skulle rejse i november, så det var en dejlig nyhed, men også lidt forvirrende...
De næste dage blev meget spændende. Så kunne der ikke skaffes de ønskede flybilletter, så kunne vi ikke ankomme til BF pga en helligdag, men fredag d. 12. kl. 10.30 blev det besluttet, at vi skulle komme lørdag d. 20. oktober!

I dag fredag, d. 19.10, kan vi se tilbage på en utrolig travl uge. Både Søren og jeg skulle have færdiggjort vores arbejde samtidig med at der skulle ordnes alle de praktiske ting: visum, indkøb af gaver, indkøb af tøj og legetøj til Samuel, indkøb af det sidste sommertøj, utallige spørgsmål til venner fra burkinagruppen.dk og til Jane fra AC Børnehjælp, men nu er det i morgen, og vi er faktisk ved at være klar :-)

Tusind tak til alle jer, der har hjulpet os i denne uge med lån af babyting, med pasning af Anna, med lån af sommertøj osv.

I nat kl. 03.00 kommer Andreas (han er en helt :-) og henter os for at køre os i lufthavnen. Så flyver vi til Paris, hvor vi har 5 timers ventetid og hvor vi skal mødes med Maja og Arne (farmor og farfar). Vi kunne ikke få pladser på det samme flyv, men det har vi på strækningen fra Paris til Ouagadougou. Vi ankommer i Ouagadougou kl. 18.00 (17.00 lokal tid) og bliver hentet af vores kontaktperson Kalifa. Han følger os til hotellet og kommer helt sikkert til at fortælle os noget om, hvad der skal ske de næste dage.

Vi ved, at der er bestilt hotel i Ouahigouya fra mandag til fredag. Det er den by i det nordlige Burkina Faso, hvor Samuels børnehjem ligger.

Vi vil prøve at holde jer opdateret via denne blog, men vi ved, at internetforbindelsen er meget skiftende, og måske er der slet ikke forbindelse i Ouahigouya. Hvis det er tilfældet, må I vente tålmodigt, til vi er tilbage i hovedstaden.





1 kommentar:

  1. Kære kære venner

    Alt mulig held og lykke på rejse. Vi vil tænke på jer.

    Kærlig hilsen fra os alle,
    Anne Vibeke

    SvarSlet