Den første uge hjemme

Nu har vi været hjemme i 10 dage, og det er alt i alt gået over al forventning. Samuel er faldet godt til og viser det meste af tiden det samme gode humør, som vi så i Ouagadougou. Han har døjet lidt med maven - eller måske er det mest os, der har døjet med den, fordi der har været så meget tynd mave :-) Selv tager han det fint, selvom vi et par gange godt har kunnet mærke, at det driller ham. Maven er også stadig meget udspilet, så vi overvejer at foretage en eller to kostændringer: vi er allerede begyndt at skære ned på mælken (flaske), da en del børn fra andre verdensdele lider af laktoseintolerans og da vi for næsten 3 uger siden satte hans daglige mælke-dosis betragteligt op (måske med den tynde mave til følge). Dernæst tænker vi meget i fibre - måske har han fået lidt for mange fibre efter at han kom til Danmark. Den danske fiber-revolution gør jo, at man næsten ikke kan finde mad uden fibre.
Det vigtigste er dog, at vi har fået undersøgt afføringen og ved, at der ikke er tale om parasitter, orm eller lign. Det var en ret stor oplevelse for Anna, at vi sendte hans lort med posten.
I dag havde vi besøg af kommunenas sundhedsplejerske med speciale i adoptivbørn. Det var et rigtigt dejligt besøg og vi fik ham bl.a. målt og vejet. Han er nu 76 cm og vejer 7,8 kg :-) Hun synes også, maven var meget stor og opfordrede til, at vi tog en yderligere snak med lægen på tirsdag, hvor vi skal til den første konsultation.
Anna, Søren og jeg har det godt. Anna har været mega-glad for at se alle sine venner igen og komme i skole igen. Det har bare været super. Derudover betyder det rigtig meget for hende at vise Samuel frem, så det har hun fået lov til i små bidder (veninder har kunnet se ham i entréen eller en enkelt gang på skolen). Selvom hun er vild med ham, skal hun dog også vænne sig til, at han også fylder i familien. Han er ikke speciel besværlig, men har selvfølgelig siddet mere på arm her efter hjemkomsten end han gjorde i Burkina Faso. Alt er jo nyt for ham, så han vil helst være tæt på enten Søren eller mig. Det er nu meget forståeligt - vi har jo et stort hus, hvor man hurtigt kan miste orienteringen :-) Men Anna klarer det alt i alt meget fint og de to kan grine så meget sammen, at Samuel falder om af grin - mange gange.