mandag den 29. oktober 2012

En måned om dagen


Da vi mødte Samuel, virkede han som en forsigtig fyr, der mest bare lå på ryggen. Hvis han ikke havde været så lang, kunne man have gættet ham til en 6-8 måneder. Efter et par dage begyndte han at sidde op og gøre ansatser til at kravle, nu var han 9 måneder. Dagen efter kravlede han rundt i pæn fart, nu var han 10 måneder, og nu efter 5 dage hos os med god kost og masser af stimulering rejser han sig op ved alting og begynder at ville gå, motorisk altså omkring 1 år :-). Det er imponerende at være vidne til. Han har også travlt med at efterligne Anna, de laver " High five" og siger "Hej" til hinanden.
Selvom han har været på et kærligt børnehjem, er det lidt som om han har ventet på, at nogen skulle trykke på start- knappen. Vi er taknemmelige for at det blev os, der fik lov at trykke på knappen og være vidne til udviklingen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar