Malaria

Jeg vil starte med at sige, at vi alle fire stadig har det godt. Vi har været heldige med vores kærlige, nysgerrige og glade dreng med mod på livet. Og Anna klarer det fortsat godt at være storesøster - hun er meget glad for ham.
I går var dog en af de hårdere dage. Da Samuel havde haft lidt feber (kun omkring 38) i 24 timer uden synlig grund, kom jeg pludselig i tanke om, at man skulle kontakte lægen ved uforklarlig feber de første 3 måneder efter hjemkomsten (det havde jeg læst et sted på nettet).  Det gjorde jeg og pludselig røg vi både til egen læge og videre til børnemodtagelsen på Roskilde Sygehus. Heldigvis hentede vi først Anna i SFO´en og tog hende med, for det skulle vise sig at blive en langtrukken affære.
Det meste af tiden gik med at vente, men vi brugte også megen tid på at udfylde papirer og fortælle den samme (i vores øjne harmløse) historie flere gange. Samuel havde lidt feber, men virkede frisk og rask. De tog det dog meget alvorligt og efter nogle undersøgelser ville de gerne tage blodprøver, både nogen i armen og nogen i fingeren.
Dem i armen mislykkedes for begge laboranter (der var ingen blod at få fat i den tynde arm), så derfor måtte de pumpe det hele ud igennem fingeren. 3 gange blev han stukket i den lille finger, før de havde nok!
Det var forfærdeligt. Jeg sad med en dreng, der bare skreg og skreg og skreg, og det føltes helt forkert at udsætte ham for det. Søren var heldigvis gået med Anna ned i en legestuen ned af gangen, men selv der kunne de høre hans hjerteskærende skrig, så det havde også været hårdt for dem.
Det værste var dog, at de havde sagt, at malaria kræver 3 blodprøver over 3 dage - det kunne vi slet ikke overskue.
I går aftes kl. 20.00, da vi var kommet hjem, fik vi så svar, og der var hverken malaria eller noget som helst andet. Jeg spurgte derfor lægen, om vi mon ikke kunne droppe de næste 2 prøver, hvis hans feber nu gik væk, og hun sagde jooo, da hun også godt kunne se, at det var forfærdeligt at udsætte ham for det 2 gange mere - især når man tænker på, at tilknytningen jo lige går så fantastisk.
I dag blev vi så ringet op af en anden børnelæge med speciale i adoption, og hun sagde, at vi godt kunne slippe i dag, men kun hvis feberen er væk (det er den!), og at vi fra nu af har et "wild card" til sygehuset. Vi skal komme med ham, hvis han får feber..... hver gang!
Jeg må nok sige, at det gør, at vi desværre tænker lidt mere hysterisk omkring det med kontakt med andre mennesker. I denne tid render man jo ind i virusser hele tiden, og hans krop har ikke noget beredskab til at modstå de danske vira og bakterier - ergo får han måske let feber og så skal vi igennem maleria-møllen igen. Øv øv.
Vi undrer os meget over, at vi ikke er blevet orienteret om dette på forhånd. Så var vi nok ikke alle sammen taget til julearrangementet i Annas klasse i fredags, selvom det var rigtigt hyggeligt.
Vi glæder os naturligvis over, at han ikke er syg - og det tror vi heller ikke, han bliver. Det værste er at skulle udsætte ham for disse prøver, når man ellers gør alt for at overbevise ham om, at han får et dejligt og godt liv her hos os i Danmark.