Samtidig sidder vi dog også med en lykkelig følelse af, at det slet ikke ligner vores adoptionshistorie. Vi kan hverken genkende processen eller reaktionerne, gudskelov. Først og fremmest er vi meget taknemmelige over, at Burkina Faso vælger at have en så langsom proces, hvor der lægges stor vægt på alle retspapirerne, på retsprocesserne osv. Det giver en stor tryghed, selvom det var hårdt at vente de næsten 6 måneder efter vi havde fået ham i forslag. Dernæst er vi taknemmelige over den tilknytning vi føler til og fra Samuel. Selvfølgelig kan man ikke sige, at han ikke også har nogle sår, der skal heles. Ingen børn vælger adoption som første prioritet - alle børn vil helst blive hos den mor, der har født dem og faderen, der hører til - og det skal man naturligvis ikke lukke øjnene for. Men der er jo samtidig heller ingen forældre, der vælger adoption som første prioritet, så på det punkt kan vi jo følges ad. Og jeg føler egentligt, at vi følges meget godt med Samuel i den proces, der hedder at gøre plan B til plan A. For os er det faktisk plan A nu. Det føles helt rigtigt, at han er vores barn, og når han ligger om aftenen og klukgriner i sengen, virker det, som om han vil sige: "den her plan er nu heller ikke helt tosset for mig :-)", og det er jo bare fedt. Man kan så også tilføje, at Samuel på sin vis kom fra plan C, idet han jo har boet på børnehjem stort set hele sit liv.
For os har adoptionen ganske enkelt været en gave, og det har det også været for Anna. Selvom hun indimellem kan være irriteret over, at han "larmer" og bare "fylder" for meget, er det småting i forhold til den identitet, han har givet hende. Hun er blevet storesøster! og det er der ingen, der kan tage fra hende. Hun elsker den identitet og hun elsker Samuel lige så højt som os. Hun siger mange gange om dagen: "prøv lige at se, momo, han er bare så nuttet", og det er han jo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar