adoptionens gave

Som så mange andre, så vi også udsendelsen "adoptionens pris" mandag aften. Det var utrolig sørgeligt - en historie med en masse tabere og ingen vindere. Vi har umådelig ondt af alle parterne og håber, at fremtiden kan hele bare nogle af deres sår.
Samtidig sidder vi dog også med en lykkelig følelse af, at det slet ikke ligner vores adoptionshistorie. Vi kan hverken genkende processen eller reaktionerne, gudskelov. Først og fremmest er vi meget taknemmelige over, at Burkina Faso vælger at have en så langsom proces, hvor der lægges stor vægt på alle retspapirerne, på retsprocesserne osv. Det giver en stor tryghed, selvom det var hårdt at vente de næsten 6 måneder efter vi havde fået ham i forslag. Dernæst er vi taknemmelige over den tilknytning vi føler til og fra Samuel. Selvfølgelig kan man ikke sige, at han ikke også har nogle sår, der skal heles. Ingen børn vælger adoption som første prioritet - alle børn vil helst blive hos den mor, der har født dem og faderen, der hører til - og det skal man naturligvis ikke lukke øjnene for. Men der er jo samtidig heller ingen forældre, der vælger adoption som første prioritet, så på det punkt kan vi jo følges ad. Og jeg føler egentligt, at vi følges meget godt med Samuel i den proces, der hedder at gøre plan B til plan A. For os er det faktisk plan A nu. Det føles helt rigtigt, at han er vores barn, og når han ligger om aftenen og klukgriner i sengen, virker det, som om han vil sige: "den her plan er nu heller ikke helt tosset for mig :-)", og det er jo bare fedt. Man kan så også tilføje, at Samuel på sin vis kom fra plan C, idet han jo har boet på børnehjem stort set hele sit liv.
For os har adoptionen ganske enkelt været en gave, og det har det også været for Anna. Selvom hun indimellem kan være irriteret over, at han "larmer" og bare "fylder" for meget, er det småting i forhold til den identitet, han har givet hende. Hun er blevet storesøster! og det er der ingen, der kan tage fra hende. Hun elsker den identitet og hun elsker Samuel lige så højt som os. Hun siger mange gange om dagen: "prøv lige at se, momo, han er bare så nuttet", og det er  han jo.

Malaria

Jeg vil starte med at sige, at vi alle fire stadig har det godt. Vi har været heldige med vores kærlige, nysgerrige og glade dreng med mod på livet. Og Anna klarer det fortsat godt at være storesøster - hun er meget glad for ham.
I går var dog en af de hårdere dage. Da Samuel havde haft lidt feber (kun omkring 38) i 24 timer uden synlig grund, kom jeg pludselig i tanke om, at man skulle kontakte lægen ved uforklarlig feber de første 3 måneder efter hjemkomsten (det havde jeg læst et sted på nettet).  Det gjorde jeg og pludselig røg vi både til egen læge og videre til børnemodtagelsen på Roskilde Sygehus. Heldigvis hentede vi først Anna i SFO´en og tog hende med, for det skulle vise sig at blive en langtrukken affære.
Det meste af tiden gik med at vente, men vi brugte også megen tid på at udfylde papirer og fortælle den samme (i vores øjne harmløse) historie flere gange. Samuel havde lidt feber, men virkede frisk og rask. De tog det dog meget alvorligt og efter nogle undersøgelser ville de gerne tage blodprøver, både nogen i armen og nogen i fingeren.
Dem i armen mislykkedes for begge laboranter (der var ingen blod at få fat i den tynde arm), så derfor måtte de pumpe det hele ud igennem fingeren. 3 gange blev han stukket i den lille finger, før de havde nok!
Det var forfærdeligt. Jeg sad med en dreng, der bare skreg og skreg og skreg, og det føltes helt forkert at udsætte ham for det. Søren var heldigvis gået med Anna ned i en legestuen ned af gangen, men selv der kunne de høre hans hjerteskærende skrig, så det havde også været hårdt for dem.
Det værste var dog, at de havde sagt, at malaria kræver 3 blodprøver over 3 dage - det kunne vi slet ikke overskue.
I går aftes kl. 20.00, da vi var kommet hjem, fik vi så svar, og der var hverken malaria eller noget som helst andet. Jeg spurgte derfor lægen, om vi mon ikke kunne droppe de næste 2 prøver, hvis hans feber nu gik væk, og hun sagde jooo, da hun også godt kunne se, at det var forfærdeligt at udsætte ham for det 2 gange mere - især når man tænker på, at tilknytningen jo lige går så fantastisk.
I dag blev vi så ringet op af en anden børnelæge med speciale i adoption, og hun sagde, at vi godt kunne slippe i dag, men kun hvis feberen er væk (det er den!), og at vi fra nu af har et "wild card" til sygehuset. Vi skal komme med ham, hvis han får feber..... hver gang!
Jeg må nok sige, at det gør, at vi desværre tænker lidt mere hysterisk omkring det med kontakt med andre mennesker. I denne tid render man jo ind i virusser hele tiden, og hans krop har ikke noget beredskab til at modstå de danske vira og bakterier - ergo får han måske let feber og så skal vi igennem maleria-møllen igen. Øv øv.
Vi undrer os meget over, at vi ikke er blevet orienteret om dette på forhånd. Så var vi nok ikke alle sammen taget til julearrangementet i Annas klasse i fredags, selvom det var rigtigt hyggeligt.
Vi glæder os naturligvis over, at han ikke er syg - og det tror vi heller ikke, han bliver. Det værste er at skulle udsætte ham for disse prøver, når man ellers gør alt for at overbevise ham om, at han får et dejligt og godt liv her hos os i Danmark.

Den første uge hjemme

Nu har vi været hjemme i 10 dage, og det er alt i alt gået over al forventning. Samuel er faldet godt til og viser det meste af tiden det samme gode humør, som vi så i Ouagadougou. Han har døjet lidt med maven - eller måske er det mest os, der har døjet med den, fordi der har været så meget tynd mave :-) Selv tager han det fint, selvom vi et par gange godt har kunnet mærke, at det driller ham. Maven er også stadig meget udspilet, så vi overvejer at foretage en eller to kostændringer: vi er allerede begyndt at skære ned på mælken (flaske), da en del børn fra andre verdensdele lider af laktoseintolerans og da vi for næsten 3 uger siden satte hans daglige mælke-dosis betragteligt op (måske med den tynde mave til følge). Dernæst tænker vi meget i fibre - måske har han fået lidt for mange fibre efter at han kom til Danmark. Den danske fiber-revolution gør jo, at man næsten ikke kan finde mad uden fibre.
Det vigtigste er dog, at vi har fået undersøgt afføringen og ved, at der ikke er tale om parasitter, orm eller lign. Det var en ret stor oplevelse for Anna, at vi sendte hans lort med posten.
I dag havde vi besøg af kommunenas sundhedsplejerske med speciale i adoptivbørn. Det var et rigtigt dejligt besøg og vi fik ham bl.a. målt og vejet. Han er nu 76 cm og vejer 7,8 kg :-) Hun synes også, maven var meget stor og opfordrede til, at vi tog en yderligere snak med lægen på tirsdag, hvor vi skal til den første konsultation.
Anna, Søren og jeg har det godt. Anna har været mega-glad for at se alle sine venner igen og komme i skole igen. Det har bare været super. Derudover betyder det rigtig meget for hende at vise Samuel frem, så det har hun fået lov til i små bidder (veninder har kunnet se ham i entréen eller en enkelt gang på skolen). Selvom hun er vild med ham, skal hun dog også vænne sig til, at han også fylder i familien. Han er ikke speciel besværlig, men har selvfølgelig siddet mere på arm her efter hjemkomsten end han gjorde i Burkina Faso. Alt er jo nyt for ham, så han vil helst være tæt på enten Søren eller mig. Det er nu meget forståeligt - vi har jo et stort hus, hvor man hurtigt kan miste orienteringen :-) Men Anna klarer det alt i alt meget fint og de to kan grine så meget sammen, at Samuel falder om af grin - mange gange.

Ude godt, men hjemme bedst

I går kom vi hjem til Danmark. Det var fantastisk at komme ud i lufthavnen i København og se så mange glade ansigter med flag og gaver! Vi blev modtaget af mormor og morfar, moster Dorthe, Pauli og Rebekka samt af Dorthe, Andreas og Sebastian. Trætheden efter den lange tur forsvandt som dug for solen og vi nød at drikke en kop kaffe med dem alle i lufthavnen inden vi skulle hjem til Vemmedrup. Andreas kørte os hjem, hvor der ventede endnu en dejlig overraskelse. Dorthe og Andreas havde pyntet op med flag og balloner samt købt lidt start- mad. TAK for det,
Nu er vi så herhjemme. Det er fantastisk for Søren, Anna og mig, men skræmmende for Samuel. Han kigger meget rundt omkring og vil helst være på arm. Det får han selvfølgelig lov til, og i dag har vi også set mange smil. Han har også været klatret hele 3 meter væk, så trygheden kommer lige så langsomt :-)
Anna slap for skole i dag, men ville gerne i SFO, så hun "havde fundet ud af, hvor hun er.", som hun sagde. I morgen skal hun både i skole og SFO. Hun glæder sig rigtig meget. Hun er vokset meget, både fysisk og psykisk. Det er dejligt at se.

Happy days

Indkøb i BF

Jeg vil prøve at fortælle lidt om indkøb i Burkina Faso.
En almindelig indkøbstur foregår ved, at Moussa kommer med en taxi, som kører os helt hen til hoveddøren til det vestlige supermarked Medina Market. Her står der folk parate til at låse din taske ind og åbne døren for dig.Når man så har købt nogle både kendte og ukendte madvarer til håbløst høje vestlige priser ( man tænker på intershops i det tidligere DDR), bliver alt pakket ind og båret ud til bilen af andre end en selv! Man kan også gå,
men de fleste gange er det rarest at køre med de mange vandflasker i varmen, og så undgår man også de utallige handlende, der vil sælge alt muligt, især bananer og taletidskort.
I ouahigouya var Søren ude at handle
en enkelt gang med moussa. De skulle købe mad og mælkepulver til børnehjemmet og, viste det sig, en ged til Moussas mor. Dagen efter var det nemlig helligdag og Moussa ville som ældste søn glæde sin mor med en levende ged. Af den grund kom Søren, Arne og moussa på et gedemarked uden lige. Her var udtrykkets oprindelse tydelig! Men Moussa fik sin ged, og til Maja og Arnes store lettelse (de havde bedst plads i bilen) kom den med en bus til Ouagadougou, bundt fast ovenpå bussen. Geden kostede 65.000 cfa, cirka 700 kroner og
Smagte ganske udmærket :-)