fredag den 1. februar 2013

Samuel går

 
I forgårs, onsdag, d. 30.1, tog Samuel sine første skridt uden støtte! Søren legede med ham i stuen, mens jeg ryddede op (og Anna var til prøvetime ved spejderne), da han pludselig gik et par skridt hen over gulvtæppet hen mod Søren. Som med alt, hvad Samuel gør, er begejstringen over egne evner bagefter lige så fantastisk stor som koncentrationen er undervejs. Samuel går ikke bare afsted. Han står først og tjekker balancen ved at gå op og ned i knæ et par gange, vifte lidt med armene frem og tilbage, og .....så går han :-)
Anna synes, det er fedt, at han nu er ved at kunne gå, og hun træner ham hele tiden ved at stille ham, give slip og så sige "kom så Samuel". Det lykkes de fleste gange :-)

Også det med at spise med ske har han lige pludselig fået lyst til, så nu kommer hagesmækken frem igen. Han spiser fortsat rigtig godt og har mod på at smage det meste - i går spiste han således sild med karrysalat og lakridspulver - dog ikke samtidig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar