mandag den 22. juli 2013

Anna og Samuel

Når vi møder folk, som vi ikke har set et stykke tid, spørger de altid: "hvordan går det med Anna og Samuel - hvordan tager hun det?", så det vil jeg prøve at skrive lidt om.
Anna og Samuel har haft et kærlighedsforhold fra dag 1, og det er en gave, som ingen af os kunne have ønsket os større. Man kan ganske enkelt se det i deres øjne, når de hygger sig sammen. De vil hinanden.
Hygger de sig så altid sammen?
Nej, selvfølgelig ikke.
Samuel har en meget følsom radar for, om Anna vil ham, fordi hun er glad, eller om hun vil ham, fordi hun i bund og grund keder sig og da lige kan drille ham lidt eller bare trække ham lidt rundt og se, om hun da ikke får en god idé..... Det sidste gider han ikke mere. Så råber han "Annaaaa" eller "nej", og så ved både hun og vi godt, at han har gennemskuet hende.
Det fantastiske er så bare, at han tilgiver lige så hurtigt, som han bliver sur på hende. Når hun er glad igen eller han kan se, at hun har gang i noget spændende - og det har Anna rigtig tit- så vil han hen til hende, og de kan lege godt i lang tid.
De leger tit vildt, og da Anna er meget stærk, kan hun nemt tumble ham rundt i luften, rundt i sengen eller op og ned af sofaen. Han elsker det, og vi sidder hver gang med nerverne lidt ude på tøjet, men vi må indrømme, at hun altid passer på ham. Det værste, der kan ske, er faktisk, at hun bliver ved, efter at han ikke gider mere. Det skal hun naturligvis lære at lade være med, men hun passer på ham i sin leg, og det er jo fantastisk.
Her følger nogle af de bedste billeder af de to sammen:





2 år

Tirsdag, d. 2.7. blev Samuel to år. Vi fejrede ham dog først d. 3. og d. 4. juli, da Samuel, Søren og jeg lå med influenza og 39.5 i feber på hans rigtige fødselsdag... Det var lidt ærgerligt, men i det mindste var vi tre helt enige om, at den dag skulle tilbringes sovende på madrasser i stuen, og Anna havde vi allerede dagen før sendt til farmor og farfar, så hun kunne få lidt mad og opmærksomhed.
Onsdag, d. 3.7. gik det lidt bedre her i huset, så vi sang Samuel op (som vi plejer) og gav ham gaver. Det var et stort øjeblik at fejre hans "første" fødselsdag, og vi nød det alle fire.
Torsdag, d. 4.7. havde vi så inviteret de 25 mennesker, der skulle være kommet d. 2.7, og det var en superdag med flot vejr og glade mennesker. Eneste lille minus var, at jeg, Elsebeth var nødt til at gå i seng kl. 20 med noget, der lignede en gentagelse af influenzaen - jeg havde nok været lidt for optimistisk i forhold til at holde fest så kort tid efter at vi var syge, men det gik fint alligevel. Alle gæsterne samt Søren, Anna og Samuel holdt fanen høj og hyggede sig resten af aftenen.
 

 


Sprogligt udvikler Samuel sig med lynets hast. Han taler nu næsten kun i 2-ords-sætninger. Favoritterne er: "Anna laver" (hvad laver Anna?), "mor finde" (jeg vil finde mor), "far henne" (hvor er far henne), "strømper på" (selv i 25 grader vil han gerne have strømper på), "li flue" (jeg kan ikke lide den flue), "broccoli smage" (jeg vil gerne have noget mere broccoli - og det er ikke engang løgn). Derudover kan han allerede navnene på flere fødevarer end sin far :-)  fx avocado, mango, ananas, porre, ostehaps, figenstang m.m.
Motorisk udvikler han sig også godt, men trods daglig træning - han vil SÅ gerne - kan han stadig ikke hoppe og løbe, men det er tæt på :-) Vi tror også, at det faktum, at han er vokset fra 74 cm til 86 cm på 7 måneder, nogle gange gør ham usikker på benene. Han ligner ganske enkelt af og til en forvokset teenager, der endnu ikke helt har fået styr på sine lange lemmer. Mht vægt er han vokset fra 7 til 11 kg fra november til juli. Det er også meget godt gået.