Hej,
der er efterhånden en del mennesker, der har efterlyst nye billeder, så nu vil jeg lægge et par stykker ind. Status er, at vi har det rigtig godt alle sammen. Samuels mave er i topform nu efter at vi har droppet mælken og humøret er højt, selv de par dage, hvor 2 nye tænder drillede. Vi andre har det også godt, men kan også godt mærke, at renovering af entréen samt lidt maling af køkkenet så tæt på jul måske godt kan give lidt ekstra juletravlhed - men man skal jo udnytte håndværkerfradraget :-)
Nu glæder vi os til at få normaliseret huset og så holde en rigtig dejlig jul samt juleferie. Træet er hentet og Samuel er meget optaget af det ude i haven - han gør nok ret store øjne, når det kommer op inde i stuen. Mange folk spørger, hvad Samuel siger til sneen. Ja, hvad skal man sige? Sneen er lige så uvant og mærkelig som alt muligt andet her i Danmark. Han kigger og kigger, men tager det hele med ophøjet ro - og elsker at komme ud - med eller uden sne :-).